728 gæster kiggede forbi, da arkæologer fra de ti arkæologiske museer i Region Midtjylland sammen udgravede middelalderborgen Sallingholm.
Skrevet: 30.09.14 af: Helle Henningsen
Gennem hele september måned 2014 arbejdede arkæologer og arkæologistuderende fra borgprojektets ti museer og Aarhus Universitet sammen om udgravningen af middelalderborgen Sallingholm i det nordlige Salling.
Over 700 interesserede gæster har besøgt fællesudgravningen, der er en del af pilotprojektet til projekt ”Middelalderborge i Region Midtjylland”.
Det blev fire fantastiske uger, hvor samarbejdet mellem de ti museers arkæologer har stået sin prøve – og bestået med glans!
Inden vi gik i gang med udgravningen, vidste vi ikke meget om Sallingholm. Anlægget var hemmelighedsfuldt, og vi ville med udgravningen forsøge at afsløre nogle af hemmelighederne. Er vi blevet klogere på Sallingholm i løbet af de fire uger? Ja, det er vi helt bestemt, men borgen gemmer stadig på hemmeligheder, som vi håber på at kunne afdække en anden gang.
Er Sallingholm en borg?
I Åsted sogn har man længe vidst, at de lave forhøjninger i vådområdet i Hinnerup Ådal kunne være resterne af en middelalderborg. Flere af de besøgende i udgravningen har fortalt os, at man før i tiden stødte på stolper, når der blev gravet i området, blandt andet under den store dræningskampagne i 1927 og senere under oprensning af åen.
Allerede i slutningen af 1800-tallet var folk fra Nationalmuseet ude for at se, hvad det kunne være for et anlæg, og de hældede også til, at det kunne være en borg. Men et er at tro, at nogle forhøjninger med stolper er et borganlæg, noget andet er at vide det. Forhøjningerne kunne være naturligt dannede, og stolperne kunne stamme fra en bro eller en fiskegård ved Hinnerup Å.
Arkæologerne foretog en lille forundersøgelse af anlægget i sommeren 2013 for at danne sig et overblik, og da stod det klart, at i hvert fald to af de lave forhøjninger var menneskeskabte. Borgen rykkede nærmere, men det er først i forbindelse med den store fællesudgravning i september 2014, at vi er blevet mere sikre i vores sag.
Ikke-destruktive undersøgelser
Forud for udgravningen blev området grundigt undersøgt med ikke-destruktive metoder, bl.a. geofysik, højdemodeller og luftfotos, der gav så gode resultater, at arkæologerne nøjagtig vidste, hvor skovlen skulle stikkes i jorden. Forundersøgelserne viste bl.a., at Sallingholm består af tre borgbanker, som ligger i Hinnerup ådal i et område, der må have været meget fugtigt i middelalderen. Beliggenheden i det vanskeligt tilgængelige vådområde har været en del af forsvaret. Dræninger i nyere tid har gjort, at området i dag er forholdsvis tørt og i det hele taget har ændret udseende siden middelalderen.
Træ er vigtigt til dateringen
Et af formålene med udgravningen var at finde ud af, hvornår Sallingholm blev opført. En god metode til datering er dendrokronologi, altså datering ved hjælp af træets årringe. Hvis træet er velbevaret og der er årringe nok, kan det dateres ret præcist. På den måde kan træet fortælle om borgens alder og om reparationer og ombygninger gennem dens levetid.
Derfor var vi glade for de stolper og det tømmer, der blev fundet i felterne, og vi savede skiver af så meget træ som muligt til den dendrokronologiske datering. Jo flere skiver, jo bedre. Vi var meget spændte på, om træet er så velbevaret, at det kan dateres, og ikke mindst hvad dateringen i givet fald lyder på. Vores forventninger blev i høj grad indfriet!
Borgbanker af græstørv
Ud over at få dateret Sallingholm, havde udgravningen også til formål at give os så meget viden om borgens opbygning som muligt. Derfor blev der gravet lange grøfter fra den ene borgbanke til den næste, så vi kunne studere jordlagene i de profiler (jordvægge), der opstår i de lange snit.
Vi kunne konstatere, at de tre banker er bygget forskelligt op. Under opbygning af nordbanken har man tilsyneladende taget udgangspunkt i en naturlig, lav sandbanke, hvorpå man har udlagt nogle græstørv i lag ovenpå hinanden. Opbygningen forståeligt nok højest på midten, hvor høj blev ikke klarlagt. Fra midten flader nordbanken noget ud med en mindre massiv tørveopbygning.
Sydbanken viste sig at være den mest markante af de tre banker. Den var opbygget af mange lag af græstørv, der ind mod midten af banken er bevaret i op til to meters højde. Udlægningen af tørvene til denne banke tager udgangspunkt i et dybtliggende sandlag, som man i middelalderen formentlig har gravet ned til for at skabe en stabil fundering af banken. Det så nemlig ud til, at det marine gytjelag fra dengang, der var fjord her, var gravet væk i det område, hvor sydbanken er anlagt.
I profilerne kunne man se, at sydbanken hviler på meget blød bund, og at den havde sat sig på grund af trykket fra tøveopbygningen. Det samme fænomen kunne man også iagttage i mindre skala ved den nordlige banke.
Der blev udtaget jordprøver af vegetationslaget på det tørvemateriale, sydbanken er opbygget af. Jordprøverne indeholder pollen fra de planter, der voksede på græstørven. Ved at foretage en pollenanalyse kan man bestemme, hvor i området tørvene i borgbankerne stammer fra. Pollenanalysen bliver foretaget på Moesgård Museums naturvidenskabelige afdeling.
Den østlige banke er etableret på kanten af den gamle fjordkyst, hvor den hviler direkte på sandlag. Banken er ikke blevet forhøjet med græstørv på midten, men i hvert fald den vestlige side er den afgrænset med lag af tørv og ler.
På terrænmodellen kan man se, at østbanken ligger på kanten af den gamle kystlinje fra dengang, der var fjord på stedet, så man var ikke på så fugtig grund her som længere ude i mosen, hvor syd- og nordbanken ligger.
Et lag af grene, træstykker og dyreknogler
I den lange grøft, der går fra toppen af sydbanken til østbanken stødte vi midt i tørvelagene på et kompakt lag af grene og små stykker træ, der så ud til at være ituhugget bygningstræ og huggespåner. Laget, der var op til 30 cm tykt, indeholdt også ler og dyreknogler, og der blev desuden fundet et stykke forarbejdet læder i det. Grenlaget tolkes som et stabiliserende lag, der er lagt ud mellem to lag græstørv, nok for at gøre tørveopbygningen ekstra fast og stærk. Grenlaget dukkede også op på sydsiden af banken, men var tilsyneladende ikke på nordsiden.
Spor af huse og andre konstruktioner
På nordbanken blev der registreret seks lodretstående stolper. Hvad deres funktion har været, ved vi ikke helt sikkert. De stolper, der stod nær kanten af banken, kan have været en del af kantforstærkningen, mens de stolper, der stod ved midten, kan have hørt til en bygning.
På sydsiden af den sydlige borgbanke blev der gravet en del bygningstømmer frem. Det kan stamme fra en bygning, men da det dukkede op ret tæt ved bankens sydlige kant, kan også være rester af et brofæste eller et bolværk.
På toppen af den østlige borgbanke, der er den største af de tre, blev der afdækket en række af små og mellemstore sten, der tilsyneladende var lagt med regelmæssige mellemrum. Stenrækken kunne følges over 5-6 m, og det er formentlig syldsten til den vestlige langvæg i et bindingsværkshus. Syldsten er underlag for en fodrem af træ, som bindingsværket har været tappet ned i. Der var ikke meget bevaret af hustomten, men spredte skærver, der lå i niveau med syldstenene kan være rester af gulvet i bygningen.
Da der blev gravet ned ved stolperne på østsiden af nordbanken, blev der registreret ikke færre end tre gulvlag – det ene ovenpå det andet. Gulvlagene, der er 3-4 cm tykke, består af håndstore sten lagt i jord eller ler. At det ene gulv har efterfulgt det andet tyder på, at der har været aktivitet over længere tid på denne banke.
Tværfaglig vidensudveksling
Fællesudgravningen var så usædvanlig en begivenhed i dansk museumsverden, at også arkæologer fra andre museer lagde vejen forbi for at deltage i udredningen af Sallingholms historie. Det samme gjorde fagfolk fra geologi og middelalderhistorie ved Aarhus Universitet. Alle har bidraget til den tværfaglighed, som er et af projektets formål. Samtidig sikrer den tværgående videns- og erfaringsudvekling den opkvalificering af de ti museers faglige medarbejdere, som også er et af formålene med borgprojektet.
Sallingholm blev et tilløbsstykke!
Lige fra første dag lagde mange besøgende vejen forbi udgravningen for at se og høre om, hvad arkæologerne gravede frem på Sallingholm. Det oversteg langt arkæologernes vildeste forventninger, at så mange interesserede gæster fandt frem til udgravningen, som bestemt ikke ligger ved alfarvej. Nogle havde set skiltene med ”Åben udgravning” langs vejene i lokalområdet, mens andre havde læst om udgravningen i avisen eller hørt om den i radioen. Skoleklasser fra hhv. Selde Skole og Balling Skole har været forbi med deres lærere, og andre grupper og gæster både fra lokalområdet og langvejs fra meldte deres ankomst. Alle de besøgende fik tilbudt en rundvisning, og især i weekenderne havde arkæologerne travlt med at vise rundt i udgravningen. Alene i weekenden 20.-21. september kom der 136 besøgende!
I alt besøgte 728 børn og voksne + et ukendt antal hunde udgravningen i perioden 1.-28. september. Det var meget glædeligt med den meget store interesse for udgravningen, og det viser, at formidling på stedet virkelig appellerer til publikum.
Fællesudgravningen på Sallingholm blev dækket af alle de lokale dagblade på Salling og Mors og af Radio Midt og Vest. Desuden prøvede en journalist fra Dagbladet Holstebro-Struer kræfter med arkæologien, da hun en hel dag deltog som med skovl og graveske. Det resulterede i en fin artikel, som blev bragt i de Bergske Blades lørdagstillæg FRI, der udgives over hele Region Midtjylland.
TVMidtVest, som løbende følger den faglige udredning af borganlæggene i pilotprojektet, var på pletten, da der blev savet en skive af en stolpe til dendrokronologisk datering. TV-holdet har siden fulgt skiven til Højbjerg, hvor den er blevet analyseret på Skalks Trædateringslaboratorium.
