Om projektet

Kun de færreste danskere ved, at der i middelalderen i gennemsnit lå en borg i hvert andet sogn i landet. Alene i Region Midtjylland har der eksisteret mindst 300 borge i perioden. Og ikke mange ved, hvordan en dansk middelalderborg så ud, hvem der stod bag opførelsen af den, og hvordan man levede på den.

De danske middelalderborge er kort sagt en overset kulturarv, og det er ærgerligt, for borgene repræsenterer et både fascinerende og farverigt kapitel i dansk middelalderhistorie. Borgene fortæller historien om konger og riddere, krige og fejder, politisk og økonomisk magt i det middelalderlige Danmark.

Region Midtjyllands ti kulturhistoriske museer med arkæologisk ansvar har besluttet i fællesskab at bringe middelalderborgene frem i lyset. Derfor er de gået sammen om det storstilede, fagligt baserede formidlingsprojekt ”Middelalderborge i Region Midtjylland”.

Projektet, der er enestående i Danmark, samler de statsanerkendte, kulturhistoriske museer på tværs af regionen i et nyskabende, kvalificerende og udviklende samarbejde om udforskningen og formidlingen af regionens middelalderlige borge.

Geografisk dækker projektet hele Region Midtjylland, og alle regionens middelalderborge uden undtagelse er med i projektet.

Du kan få mere at vide om pilotprojektet på dette link: Pilotprojektbeskrivelse oktober 2013