Oplev en udgravning live– uden at være der selv

//

preben

Kan det virkelig lade sig gøre at gå på museum i Viborg eller i Randers og samtidig få en snak med arkæologerne, der er i gang med udgravningen af en middelalderborg ved Hald Sø?

Skrevet: 21.02.15 af: Tonie Yde Højrup

Det spørgsmål ville de ti museer i projekt “Middelalderborge i Region Midtjylland” prøve at besvare, og derfor gik de sammen med softwarefirmaet Mjølner Informatics A/S  om udviklingen af den interaktive installation “Det Digitale Formidlingsvindue”. Via en live streaming giver installationen publikum mulighed for at være i direkte dialog med museernes arkæologer , selvom publikum befinder sig på et museum eller i et andet offentligt rum og arkæologerne befinder sig i en udgravning langt derfra.

Installationen blev afprøvet i uge 9, hvor Viborg Museum foretog en mindre udgravning på en af borgbankerne på Hald. Det var planen, at der skulle sendes en direkte, interaktiv live streaming fra udgravningen til henholdsvis Viborg Museum, til shoppingcentret St. Mathias i Viborg og til museet i Randers (Museum Østjylland).

Det var et eksperiment, men ikke desto mindre en danmarkspremiere, der for første gang her i landet gav publikum mulighed for at opleve denne nye måde at formidle en arkæologisk udgravning på.

Det viste sig dog at være vanskeligere end ventet at få live streamingen til at fungere, og der blev arbejdet dag og nat for at finde løsninger på de problemer, der opstod undervejs. Det lykkedes til sidst at få etableret forbindelse til Randers Museum, mens transmissionen til Viborg Museum og shoppingcentret måtte opgives.

Torsdag i uge 9 var den sidste dag, installationen var tændt, og ved dagens slutning kunne museumsinspektør Jesper Hjermind fra Viborg Museum konkludere: “Det Digitale Formidlingsvindue var oppe at køre, men med meget støj. Det kan selvfølgelig lade sig gøre – men det kræver et stort udviklingsarbejde, hvis det skal blive brugervenligt. Men vi har taget det første skridt og indhøstet de første erfaringer.”