MenuMobil menu knap
Arkæologen Rikke Isler ved en jordbunke ved den store fællesudgravning på Sallingholm. (Foto: Peter Helles Eriksen)

Udgraveren

Rikke Isler, middelalderarkæolog ved Museum Midtjylland.

Skrevet: 27.09.14 af: Tonie Yde Højrup

Det er et stykke beskidt arbejde, der skal gøres i alt slags vejr. Om det regner, hagler, stormer – eller solen bager ned. Men den 40-årige Rikke Isler elsker det. At grave sig dybt ned i den danske muldjord for at finde spor fra middelalderens borge, bygninger og hverdagsliv.

Hun var blandt de op til 17 arkæologer fra Region Midtjylland, der sammen gravede på borganlægget Sallingholm i september som led i formidlings- og forskningsprojektet “Middelalderborge i Region Midtjylland”, og hun har været med til at finde tre interessante spor, bl.a. tre egestopler, som kan være med til at datere og udrede borganlægget. Hvornår det blev bygget, hvad dets funktion var, og hvordan livet udspillede sig her omkring 800 år siden.

“Samfundet var f.eks også dengang multikulturelt. Der kom også tidligere udlændinge hertil, så det er altså ikke noget, der er nyt, selv om nutidens debat omkring udlændinge bærer præg af, at nogle tror, at det er det.”

“Det er vigtigt, at vi forsker og graver i middelalderen – og vores historie generelt – fordi den lærer os, at folk dengang ikke var særlig forskellige fra os. Samfundet var f.eks også dengang multikulturelt. Der kom også tidligere udlændinge hertil, så det er altså ikke noget, der er nyt, selv om nutidens debat omkring udlændinge bærer præg af, at nogle tror, at det er det,” siger Rikke Isler.

Det er rene tilfældigheder, der har gjort, at hun i de seneste 14 år, er gået på arbejde bevæbnet med en skovl, en graveske, målebånd, en notesblok og en blyant – og ofte haft sin “kontortid” dybt nede i jorden på en eng, en mark eller en gravplads på jagt efter genstande.

For hun har ikke haft en livslang fascination af middelalderen – eller for historie generelt. Det voksede frem i takt med, at hun uddannede sig og med de muligheder, som hendes karaktersnit gav hende.

“Jeg er i dag interesseret i alle perioder af forhistorien – jernalderen, vikingetiden og middelalderen –  fordi det er spændende at grave genstande og spor frem, der er så gamle, og som kan være med til at fortælle om livet dengang,” siger hun og forklarer kort, hvordan en arkæologisk udgravning foregår.

Først bliver der lavet en forundersøgelse på det sted, hvor arkæologerne regner med, at der er noget at finde. Når stedet er blevet indkredset, er første graver på stedet ofte en gravemaskine, da udgravninger ofte dækker store arealer eller i enkelte tilfælde udføres 2-3 meter nede i jorden – bl.a. på Sallingholm.

Gravemaskinen udgraver det afmærkede område med grøfter og store felter, hvorfra arkæologerne arbejder sig videre med skovle og graveskeer, når f.eks. sidste del af arbejdet med at få renset en stolpe eller gravet et potteskår frem skal gøres. Alting opmåles, noteres og beskrives ned til mindste detalje.

“Vi beskriver alt det, vi finder og graver i så detaljeret, at vi i princippet ville være i stand til at rekonstruere f.eks. en bygning, hvis vi ville,” forklarer Rikke Isler.

Når arkæologerne er færdige med gravearbejdet, sendes eventuelle genstande, jordprøver  – og stolper som fra Sallingholm – til naturvidenskabelige eksperter, der udfra jordprøver bl.a. kan udrede, hvilke korn, der findes i jorden og således, hvad der er blevet dyrket på stedet.

Træ, som stolperne på Sallingholm, sendes til dendrokronologisk datering (årringsdatering), der en metode til at datere træet – og dermed kan fortælle, hvornår bygningen er fra.

Læs mere om udgravningen og Sallingholm Jagten på Sallingholms hemmeligheder og på Museum Sallings hjemmeside