MenuMobil menu knap

Silkeborg Slot gennem 600 år

Silkeborg Slot har gennem århundrederne været ejet af konger, biskopper og adelsfolk. Læs her om slottets lange og spændende historie.

Skrevet: 19.10.15 af:

SILKEBORG SLOT

Af museumsinspektør Knud Bjerring Jensen, Museum Silkeborg

Silkeborg er en af de få byer, der har en præcis dato på sin grundlæggelse, idet den er oprettet som handelsplads ved kongelig resolution den 7. januar 1846. Silkeborg er dog langt ældre, og som navnet antyder, rummer byen også rester af en borg eller et slot med rødder tilbage i middelalderen, hvor Silkeborg på skift var ejet af adelspersoner, bisper og konger.

Silkeborg Slot lå på et fremskudt næs, hvor Remstrup Å, som denne del af Gudenåen hedder, flyder ud i Silkeborg Langsø. Der kan ikke gives nogen sikker forklaring på navnet Silkeborg, men folketraditionen fortæller følgende sagn, der kendes i forskellige variationer : ”Fire mil fra Århus, nærved Gudenåen, ligger den gamle gård, Silkeborg, i en lystelig egn, omgivet af skove og søer. Den skal have fået dette navn af en bisp, hr. Peder, som engang ville bygge sig en gård, men længe ikke vidste, hvor han ville bygge. Engang sejlede han på Gudenåen og tog undervejs sin silkehue af hovedet og lod den flyde på vandet, sigende, at hvor den flød i land, der ville han bygge gården. Således fandt han stedet, og da gården var bygget, kaldte han den Silkeborg.”

Selvom det er rigtigt, at Silkeborg gennem lange perioder var ejet af Århus-bisperne, er sagnet dog ikke korrekt. Forleddet ”silke” stammer formodentlig fra det oldnordiske selja, der både kan betyde en bestemt type piletræ, der vokser i sumpet terræn, eller betyde stillestående eller langsomt flydende vand. Navnet Silkeborg betyder i så fald ”borgen ved det stillestående vand”. En anden tolkning foreslår, at ordet skal forstås som et poetisk og rosende navn som f.eks. ”Guldborg”.

Da brødrene Drewsen i 1844 påbegyndte opførelsen af deres nye papirfabrik nær slotsområdet, var de sidste af slottets bygninger for længst fjernet, og i løbet af byens første, hektiske nybyggerår fortonede erindringen om Silkeborg Slot sig så meget, at slottet kun var kendt gennem de skriftlige kilder. For at råde bod på dette foretog papirfabrikkens nye ejer, N.C. Strøyberg, med hjælp af J.B. Løffler fra Nationalmuseet, en større udgravning i 1880-82, hvorved fundamenterne og piloteringen under det store stenhus yderst på Slotsholmen blev frilagt og opmålt.

Da resterne af Silkeborg Slot var det eneste historiske mindesmærke i den unge by Silkeborg, bekostede Silkeborg Byråd i 1923-24 udgivelsen af Edv. Egebergs store trebindsværk om Silkeborg Slot. Værket var på næsten 700 sider, og var baseret på indgående studier af det omfattende arkivmateriale om slottet, bl.a. lensregnskaberne, tingbøgerne og Kancelliets brevbøger.

I 1949–52 foretog Nationalmuseet igen omfattende udgravninger på Silkeborg Slot ved E.C. Norn, både på selve Slotsholmen og på borggårdsområdet. Udgravningerne bekræftede i store træk de skriftlige kilders oplysninger og viste, at Silkeborg Slot som så mange andre slotte og borge rummer mange byggefaser og spor efter talrige ombygninger.

På grund af det sumpede terræn, var der foretaget omfattende piloteringer under bygningerne, og da de fugtige omgivelser havde givet gode bevaringsforhold for træ og andet organisk materiale, blev Nationalmuseets udgravninger fulgt op af Silkeborg Museum med nye undersøgelser i 1981, hvor der blev udtaget prøver af tømmerkonstruktionerne til årringsdatering af slottets forskellige byggefaser.

Da Papirfabrikken lukkede i år 2000 blev området åbnet, og interessen for Silkeborgs fortid blussede op igen. I 2004-05 foretog Institut for Middelalderarkæologi ved Århus Universitet nye udgravninger på slotsområdet sammen med Silkeborg Museum, for at skaffe ny viden, og for at  lokalisere stolper af egetræ, der kunne give en præcis datering af det ældste Silkeborg.

“Silkeborg” -grundlagt år 1385

De nye udgravninger lykkedes over al forventning, og resultaterne af de forskellige undersøgelser viser, at det ældste borganlæg, ”Silkeborg”, har bestået af en lille befæstet holm med en diameter på kun ca. 13 meter. Den lille borg var anlagt yderst på et fladt næs, der var afskåret fra fastlandet af en gravet voldgrav med en bredde på 6-7 meter og en dybde på knap en meter. Voldgravens sider var sikret med et fletværk af vidjer, og hele den lille holm var omgivet af kraftige, nedrammede pæle, der danner et uregelmæssigt, omtrent ti-kantet palisadeværk. Et lille fremspring mod sydøst gav adgang til holmen via en bro.

På grund af de fugtige omgivelser var den nederste del af stolperne omkring holmen meget velbevarede, og ved udgravningen i 2004 lykkedes det, blandt de mange afdækkede stolper, at finde fem stolper af egetræ, der kunne dateres ved hjælp af målinger af stolpernes årringe. Dateringen blev foretaget på Wormianums laboratorium af dendrokronologen Carsten Sønderby, og viser, at den ældste ”Silkeborg” er grundlagt i forsommeren 1385.

Midt på den ti-kantede holm fandtes spor efter et solidt tårn, der var opført af meget kraftigt egetømmer. Tårnets størrelse og udformning kan ikke afgøres med sikkerhed, men bygningen har haft en omtrent kvadratisk grundflade på ca. 30 kvadratmeter. Dateringen af tre af bygningens  egestolper viser, at tårnet er opført omkring 1389. Byggeriet af den lille borg har altså strakt sig over flere år, så til trods for at der var uro i landet, har der tilsyneladende være nogenlunde fredeligt omkring Silkeborg i disse år.

Den lille befæstede ”Silkeborg” er karakteristisk for de urolige 1300-år, hvor landet var i borgerkrig og i en periode uden konge. I disse år var det almindeligt, at herremænd byggede sig en borg i uvejsomt og fugtigt terræn. Borgene var som regel af beskedne dimensioner, og har ikke været brugt som permanent opholdssted, men snarere som et tilflugtssted, hvor herremanden og hans husstand kunne forskanse og forsvare sig, hvis ufred truede. Gården, hvor man boede til daglig, må have ligget i nærheden, sandsynligvis et sted på papirfabrikkens grund.

I Midtjylland er tilsvarende anlæg fundet i Thorsøen ved Virklund, på Dynæs i Julsø, ved Kongsø syd for Bryrup, ved Søbygård Sø og ved Ilensborg nær Kongensbro. De mange private borge rundt omkring i landet udgjorde en trussel mod kongemagten, og derfor blev opførelsen af private borge forbudt af dronning Margrethe den Første ved en forordning fra 1396, hvori det siges at ”fordi der er sket umådelig liden ret fra de fæstninger, som nu er byggede, så forbyder vi, at der bygges flere fæstninger eller barfred, for at landet hurtigere skal komme i orden og komme til mere fred, skel og ret”. Den lille borg ved Langsøen har altså været blandt de allersidste af denne type.

Med dateringen af årringene på de fem egestolper fik Silkeborg sin ”dåbsattest”, og ud fra skriftlige kilder kan vi også sætte navn på ”Silkeborgs” grundlægger, der må være adelsmanden Erik Mus, hvis prægtige våbenskjold viser billedet af den tids nyeste teknologi – et vandmøllehjul.

 Det lille stenhus

Den træbyggede borg fra 1385 er det første af flere borganlæg, der i løbet af middelalderen opføres på det sumpede næs i Langsøen. Ved Nationalmuseets udgravninger i 1950-51 fremkom også rester af et lidt yngre, stenbygget hus, der var opført umiddelbart syd for det træbyggede borganlæg. Bygningen var opført på en kraftig pilotering af vandrette træstammer, der var lagt vinkelret på hinanden. Oven på stammerne fandtes et tykt lag af kampesten, som dannede fundament for et 15 x 7,5 meter stort, nord-sydvendt teglstenshus med vægge på op mod en meters tykkelse. Inde i huset fremkom rester af et teglstensgulv og spor af et kraftigt pillefundament midt i rummet.

Dateringen af huset er usikker, men bygningen må være opført i begyndelsen af 1400-årene, og sandsynligvis er det denne ejendom som Erik Mus´s datter Thore arvede fra sin far, og som hun skænkede til århusbispen Bo Magnusen Porse i 1414.

Thore var gift med ridder Laurids Hvas til Ormstrup, der må have været vanskelig at forhandle med, for da Thore tilsyneladende havde skænket Silkeborg bort uden hans samtykke og mod hans vilje, vovede bispen ikke at tage slottet i brug eller at udnytte det givne tilliggende, og måtte foreløbig lade sig nøje med løftet. Samtidig gjorde Alling Kloster krav på grunden som bygningen var opført på, så biskop Bo måtte sikre sig besiddelsen ved et mageskifte med Alling Kloster i 1418, hvorved bispestolen erhvervede ”Remstrop, Remstrop Fang og stedet som Silkeborg stander på”. Hvad Alling Kloster har fået i stedet vides ikke, men det har åbenbart ikke været tilfredsstillende, for Alling Kloster fortsatte med at gøre krav på grunden. Først i 1532, efter 118 års usikkerhed om ejerskabet og kun fire år før reformationen, fik bispestolen endelig stadfæstet den uomtvistelige ret til Silkeborg.

 Bisperne på Silkeborg

Selvom råderetten over Silkeborg var begrænset, begyndte bispestolen hurtigt at lægge nye besiddelser til slottet, og ved Laurids Hvas´s død omkring 1430 fik bispestolen fuld adgang til Silkeborg. Efter at have siddet som enke i nogle få år, blev Thore omkring 1433-35 gift med Ove Ovesen Kaas, der i 1439 blev indsat som lensmand på Silkeborg for biskop Ulrich Stygge, der efterfulgte biskop Bo ved dennes død i 1424.

Under Ulrich Stygge kom der for alvor gang i bispestolens samling af gods til Silkeborg. Slots-komplekset blev kraftigt udbygget, og i løbet af 1500-årenes første årti, under biskop Niels Clausen Skade, opførtes en ny og større hovedbygning – ”Det Store Stenhus” – yderst på næsset, adskilt fra de øvrige bygninger ved en bred voldgrav.

De skiftende Århusbisper var indflydelsesrige og betydende mænd, der ofte opholdte sig på Silkeborg. Da biskop Ejler Madsen Stygge måtte fratræde bispestolen i 1491, forbeholdte han sig retten til  Silkeborg, og boede herefter på slottet til sin død i 1501. Da hans efterfølger, biskop Niels Clausen Skade frivilligt trak sig tilbage på grund af alder i 1520, flyttede også han til Silkeborg, hvor han døde i julen 1531.

Den sidste biskop på Silkeborg var Ove Bille, der var en af landets mægtigste mænd. Ove Bille var i realiteten kong Christian II´s højre hånd og mest betroede mand, og repræsenterede kongen i både indland og udland. Han var kansler i 14 år under kong Christian II, og fortsatte som rådgiver for Frederik I og Christian III.

 Silkeborg len

Ved reformationen i 1536 overgik Silkeborg Slot som alt andet kloster- og bispegods til kronen, og samtidig skete der en omfattende nyordning af statsadministrationen. I Midtjylland kom  århusbispernes gamle besiddelser til at udgøre kærnen i et nyt, kongeligt Silkeborg Len, med Silkeborg Slot som centrum. Lenet omfattede ikke blot de nærmeste jorder omkring slottet, men også så store godsmængder i de omkringliggende herreder, at Silkeborg Len dækkede omtrent det samme område, som den nye Silkeborg Kommune efter kommunesammenlægningen i 2007. Silkeborg Slot fungerede som administrationscenter for lenet, og som bopæl for kongens lensmand, der bl.a. havde til opgave at inddrive fæstebøndernes skatter og afgifter til kongen, at opretholde lov og orden, og i det hele taget styre området på kongens vegne.

Hovedbygningen yderst på næsset var reserveret som bolig for kongen, når han gæstede Silkeborg, og  blev nu også kaldt ”Kongens Hus”. Gennem udgravningerne og gennem slottets omfattende regnskaber og mange bygningssyn, får vi et godt indblik i slottets størrelse og indretning i dets velmagtsdage i slutningen af 1500-årene og begyndelsen af 1600-årene.

Det Store Stenhus var 30 x 15 m stort og opført af munkesten i skalmur, udfyldt med kampesten, teglbrokker og mørtel. Da grunden var meget blød, var der foretaget en omfattende pilotering med hundredevis af tykke, tætstillede og to meter lange, lodret nedrammede bøgestammer, hvorom der var lagt en vandret ramme af egetømmer. Murene i det store stenhus havde en tykkelse på 2,2 – 2,8 meter – tykkest ind mod landsiden, hvorfra det var vigtigt at kunne modstå angreb med skydevåben. De solide mure var bygget på et ca. 1 meter højt fundament af kampesten, der var anlagt oven på den kraftige pilotering. Huset havde to stokværk over en kælderagtig underetage, som var overhvælvet med 10 krydshvælv, og bygningen havde enkelte udsmykninger med profilerede teglsten, bl.a. en frise med gennembrudte, firkløverformede ornamenter. På østsiden af huset fandtes et svært bygget og omtrent kvadratisk trappetårn, der hævede sig lidt op over slottet. Bygningen havde takkede gavle og tegltag, og tårnet var tækket med bly, og kronet med en vindfløj.

I den kælderagtige underetage fandtes smørkælder, spisekælder, brødkælder og saltkælder, hvor en del af slottets forråd blev opbevaret. Et egentligt køkken har der tilsyneladende ikke været i stenhuset, så den tilberedte mad må være blevet bragt over i stenhuset fra køkkenet i borggården.

I de to stokværk over kælderen fandtes ”Kongens gemak” og ”Dronningens gemak” samt flere mindre værelser, bl.a. ”Kongens eget Smedekammer” og  “Fruerstuen”. Etagerne blev bundet sammen af vindeltrappen i tårnet midt på stenhusets østside.

Stenhusets indre udstyr var spartansk, men når kongen kom på besøg, blev det store stenhus yderst på næsset sat i stand og udsmykket. Overalt blev der pudset og pyntet op, og de kalkede vægge blev dækket med flamske tapeter, silkestoffer og rødt klæde fra Flensborg. I 1615 fik Christian IV også lavet lavet en personlig hovednøgle til den dobbelte dørlås på stenhusets yderste dør.

Borggården

Borggården med slottets administrationsbygninger og lensmandens bolig lå øst for stenhuset, inde på næsset og adskilt fra stenhuset ved en voldgrav med en bro, der sikkert  oprindeligt har været en vindebro. Borggården bestod af et trefløjet bindingsværkskompleks med fire huse, der alle var opført i bindingsværk med tage af tegl eller strå.

Sydfløjen bestod af fruerstuelængen i to etager med et trappetårn midt for nordsiden og en kvist på

taget. Under det meste af huset strakte der sig en stor kælder, der bl.a. rummede et saltkammer, hvor flæskesider, kokroppe, fårekroppe, gæs, høns m.m. hang side om side. Desuden fandtes en smørkælder, hvor man samlede bøndernes landgildesmør. Fruerstuen lå i stueetagen sammen med flere værelser, bl.a. et sengekammer. Andet stokværk og kvisten rummede flere større og mindre værelser samt et rustkammer, hvor man opbevarede håndvåben, harnisker og andet personligt våbenudstyr.

Øst for fruestuelængen lå en retirade, der omtales som ”Junchers Lildhus”, og mod øst afgrænsedes borggården af bryggerslængen, hvori der fandtes en port ud til staldgården mod øst. Bryggerslængen lå nord – syd, og havde kun et enkelt, højt stokværk med en kvist. I denne længe fandtes bryggerset med to brønde, maltkammeret, køkkenet med omfattende kogegrej samt ”Kokkens Kammer” og bagerset. Her fandtes også vaskehuset med gruekedel og skorsten op til røgeloftet, hvor der hang kød til rygning. I nærheden af bryggerslængen lå en maltkølle.

Nordfløjen bestod af to sammenbyggede huse. Længst mod vest lå lensmandens hus, der var i to etager og med to kviste. I underetagen fandtes lensmandens kontor med ”eget kammer” samt flere værelser. Et vindeltrappetårn førte op til øverste etage, hvor lensmanden bl.a. havde sit sengekammer. Mod øst lå borgestuen, der var folkenes fælles stue, samt flere værelser, bl.a. soverum for tyendet. Her fandtes også skriverstuen samt endnu et ”lildhus”.

En vigtig tilbygning til borggårdens nordfløj var fangetårnet, hvor drabsmænd, mordere og de mest forhærdede tyveknægte ventede på deres dom, ofte i bolt og lænker og med svære låse og dobbelte korsjern på døren. Hvis det kneb med tilståelserne, rådede slottet både over en træhest og en spansk kappe, der var en slags gabestok udformet som en tønde foret med spidse jernpigge. Desuden kunne fangerne risikere kagstrygning, hvor synderen blev bundet til en pæl og pisket af bødlen.

På ”Rethøw”, der lå mellem Resen Bro og Skellerup ved den gamle og trafikerede ”Adelsvej ” mellem Viborg og Skanderborg, fandtes også et skafot og en galge, der jævnlig blev taget i brug.

 Staldgården

Borggården skærmedes mod øst af en ny voldgrav, hvorefter man kom ud til den trefløjede staldgård. Over ridestaldene fandtes store korn- og maltlofter, hvor man opbevarede en del af de store kornafgifter, der kom fra lenet. I en af bygningerne fandtes et vognhus, og i denne del af slotskomplekset lå også et bødkeri, der fremstillede tønder og kar til slottets omfattende indtægter af mel, gryn, smør, ål, honning m.m., samt et slagteri, der var bygget delvist ud over vandet.

Den østlige bygning var opdelt af et porthus, der opdelte bygningen i kongens og lensmandens stald. En del af  bygning var også indrettet til beboelse, bl.a. for ridefogeden. Endelig omtaler slottets grundige regnskaber også en gåsesti og et hundehus. Mod øst var staldgården beskyttet af en vold og endnu en voldgrav.

 Livet på slottet

Såvel lensregnskaberne som de forskellige udgravninger har givet et godt indblik i forholdene på Silkeborg Slot, og ved de forskellige udgravninger er der fremkommet et stort genstandsmateriale, der fortæller om dagliglivet på slottet.

Over hele slotsområdet er der fremkommet talrige skår af de mange lerkar, der har været brugt overalt på slottet – både de ældste, uglaserede sorte eller grålige lerkar, og de yngre, glaserede stjertpotter og stjertpander. Til køkkenafdelingen hører også fragmenter af gryder støbt af bronzemalm, stegespid af jern, sleve af træ, tønder af træ, en hane til en vintønde samt forskellige knive. Desuden talrige knogler af slagtedyr som svin, ko, hest, får og ged, og jagtdyr som vildsvin, kronhjort, rådyr og odder. Også fugle og fisk er repræsenteret i fundmaterialet.

Ved de store fester har selskaberne kunne skåle i forskellige former for drikkeglas, der var fremstillet i Silkeborgskovene, bl.a. i de såkaldte ”pasglas”, der var høje slanke drikkeglas med tynde, omlagte glastråde. Trådene fungerede som måleenheder, så deltagerne kunne konkurrere om at drikke ”til pas”. Ved udgravningerne på slottet er der også fremkommet skår af dyre, importerede venetianske glas og skår af drikkekrus af tysk stentøj.

Det personlige udstyr omfatter bl.a. knive, dragtspænder og dele af lædersko i tidernes skiftende moder – slotsområdet var fugtigt, og det var vigtigt at holde fødderne tørre. En række klædeplomber af bly, der var garanti for klædets gode kvalitet, vidner om, at slottet også har indkøbt dyre udenlandske kvalitetsprodukter fra Flandern. Ved udgravningerne er der også fundet flere mønter, bl.a. en stor ”ducaton” af sølv.

Et pilgrimsmærke af tin, udformet som et lille krucifiks, samt perler fra en rosenkrans stammer fra de katolske bispers tid på Silkeborg, og et par bogspænder, der formentlig har været anvendt på en bibel, kan være fra samme periode.

Takkerne fra de mange nedlagte kronhjorte og rådyr har været højt skattet til indlægninger på armbrøste, eller som råmateriale til andre ”praktiske” genstande så som knager, knivskafter, kamme, nåle, prene og spillebrikker.

Af andre dagligdags genstande kan nævnes dekorerede lysestager af brændt ler, lysesakse, øksehoveder, et hammerhoved, en fil, forskellige jernnagler samt hvæssesten til skærpning af værktøjet.

Ved udgravningerne på slotsområdet er der også fundet at antal kanonkugler af omhyggeligt tilhuggede granitsten af forskellig kaliber, der fortæller lidt om Silkeborgs forsvar. I en af slottets inventarlister fra 1588 nævnes en ”Falkonet af Kobber”, d.v.s. en lille kanon med temmelig ringe kaliber, der opbevaredes på det store stenhus, og i inventarlister fra Hald Slot ved Viborg omtales ”et stort groft skyts af jern med 1 kammer, kaldet ”Silkeborg”, der formodentlig er blevet flyttet til Hald, da kongen overtog begge slotte ved reformationen.

Omkring slottet

Silkeborg Slot lå, hvor vejen fra Århus mod Ringkøbing faldt ned over bakken ved Frydensbjerg, ned mod Remstrup Å, men selvom slotskomplekset lå isoleret på næsset i søen, lå det ikke alene. Umiddelbart øst for slottet drejede vejen mod syd, hvor den passerede forbi Silkeborg Kro og flere håndværkerhuse, inden den efter nogle få hundrede meter fortsatte over broen ved Silkeborg Vandmølle, forbi Ladegården og videre mod Ringkøbing.

Umiddelbart øst for slotskomplekset lå et af slottets vigtigste værksteder – smedien, i det område der stadig hedder ”Smedebakken”. Smedien blev jævnligt repareret, og i 1630 fortæller slottets regnskaber at den blev helt fornyet, da der blev opført en ny smedie i bindingsværk. Inventarlisterne viser, at smedien var velforsynet med værktøj. En del af fæsteafgifterne til Silkeborg Slot blev afregnet i naturalier, der varierede fra egn til egn, afhængig af hvilke produkter de forskellige fæstere kunne levere. I Vrads, Gjern, Hids og Lysgård herreder var der gode forekomster af myremalm, og i disse områder blev der produceret en del jern. Fæstebønderne fra disse områder betalte derfor en del af deres afgifter i jernbarrer eller ”kloder”, hvoraf en del sikkert er blevet anvendt i slottets smedie. En klode vejede omkring 1 lispund, d.v.s. ca. 8 kg, og kostede i slutningen af det 15. århundrede ca. 8 skilling. Bøndernes jernproduktion foregik frem til 1602, hvor de sidste leverancer af midtjysk jern blev leveret til København.

Nær slottet, ved Langsøen neden for Smedebakken, lå færgestedet, hvor flere pramme var til rådighed når kongen og hans følge skulle over søen til ”Færgebakken”og videre til Hald Slot ved Viborg, eller når der var brug for fragtskibe til transport af varer op og ned ad Gudenåen. Samme sted lå også flere knubskibe lavet af udhulede, knastfrie ege- eller bøgestammer, som blev benyttet under fiskeri i søen. Det meste af fiskeriet i søerne og åerne var bortforpagtet, og især ålefiskeriet gav gode indtægter til slottet, men slottet drev også fiskeri til eget forbrug. Regnskaberne nævner både ansatte slotsfiskere samt forskellige redskaber som vod, toggegarn, ruser og hyttefade.

En særlig form for fiskeri i de midtjyske søer var kolbefiskeri efter aborrer, der blev foretaget fra isen eller fra en båd med en kort fiskestang – et ”kolbetøj”. Kolbefiskeriet er sandsynligvis kommet til de midtjyske fiskevande fra Sydsverige sammen med cisterciensermunkene, der grundlagde flere klostre i det midtjyske, bl.a. Øm Kloster.

Øst for slottet, ned mod søen, lå også et par af slottets mange teglværker, der producerede byggematerialer ikke bare til Silkeborg Slot, men også til mange andre byggerier rundt omkring i Midtjylland. I 1543 leverede lensmanden på Silkeborg bl.a. 1000 stk. mursten til Peder Skram på Urup Slot ved Horsens.

Ved vejen mellem slottet og vandmøllen lå Silkeborg Kro, der var en firelænget, stråtækt ejendom. Den første kromand, der omtales i slottets regnskaber, er en vis Reinholt, der også havde Silkeborg Vandmølle i forpagtning. Reinholt var tilsyneladende en foretagsom person, og ud over at drive kroen og vandmøllen blev han i 1633 dømt skyldig i landevejsrøveri, hvorfor han og en medskyldig, Peder Fisker, blev hængt af skarpretteren fra Randers. Galgen stod på ”Rethøw”, mellem Resen Bro og Skellerup, hvor ”Adelsvejen” mellem Skanderborg og Viborg passerede.

I 1704 kom Silkeborg Kro atter i myndighedernes søgelys, da krokonen druknede eller blev skoldet ihjel i et bryggerkar.  En ung tjenestepige var mistænkt for at have skubbbet krokonen i karret, men blev frikendt.

Ved vejen mellem slottet og vandmøllen lå også flere småhuse, der var bolig og værksted for en række af slottets håndværkere. Regnskaberne nævner Jørgen Badskier, der både kunne barbere og foretage operationer og åreladninger, Thomas Rembsnider, der var sadelmager, Hans Tømmermand og flere andre.

I et af husene boede også Anders Glarmester, der videreforarbejdede de halvfabrikerede glasruder, der kom fra glashytterne i Glarbo. Ved udgravningen af en teglovn i Hovedgårdens have fandtes affald fra et glarmesterværksted fra omkring år 1600. Affaldet omfattede store mængder glasskår bl.a. i rudeform, talrige stumper af blysprosser og andet blyaffald samt et sprængjern, der er en foreløber for glarmesterdiamanten. Når sprængjernet var varmet op, blev den glohede spids trukket hen over glasstykket, der var fugtet på forhånd. Glasset kunne derefter let knækkes i den bane, hvor man havde trukket jernet. Hvis glasset skulle passes lidt til brugtes en krøjseltang, der gav karakteristiske ”musebidte” kanter.

Skovene omkring Silkeborg rummede store mængder gavntræ, der blev anvendt husbygning, dæmninger, broer, ålekister, møller, brændsel og meget andet. Skovenes sværeste egetræer blev fortrinsvis brugt til skibsbygning, og ved flere lejligheder var Chr. IV selv i Silkeborgskovene for at udvise egnede egetræer til byggeriet af sine skibe.

Skovene rummede også store mængder vindfældede træer og andet træ, der ikke kunne anvendes til gavntømmer, så derfor indforskrev Frederik II i 1582 en tysk glasbrænder, Liborius Trebing, til at starte en produktion af glas i Silkeborg-skovene. Den direkte anledning var de omfattende slotsbyggerier, hvortil der skulle fremstilles vinduesglas, men de fyrstelige fester krævede også store mængder drikkeglas. Til Christian IV´s kroning i 1596 blev der bestilt 26.000 drikkeglas og 10.000 ruder. Det store antal drikkeglas skyldtes, at man smed glasset over skulderen – eller endnu bedre gennem et af vinduerne – når man havde drukket ud, hvorefter man fik et nyt glas. Glasbrændingen blev derfor ret omfattende, og da det gik hårdt ud over skovene, blev glasfremstillingen indstillet i 1598. Den genopstod kortvarigt i begyndelsen af 1600-tallet, men fra 1610-11 indkøbte kongen igen kun udenlandske glas.

Silkeborg Vandmølle lå, hvor vejen fra Århus mod Ringkjøbing krydsede over Gudenåen. Møllen nævnes første gang i 1578, men antagelig har der været mølle på stedet, siden adelsmanden og møllebyggeren Erik Mus opførte den første borg ”Silkeborg”. Slottets regnskaber nævner flere forpagtere af møllen, bl.a. Reinholt, der blev henrettet for landevejsrøveri i 1633.

Slottets ladegård lå omtrent hvor Hovedgården ligger i dag. I slottets velmagtsdage havde Ladegården fire store længer med stuehus i nord, kostald i vest, lade i syd, samt endnu en længe langs åen mod øst. Ladegården var slottets landbrugsmæssige driftsbygninger, og der var god plads til opbevaring af korn, hø og halm. Desuden nævner slottets regnskaber et stort udstyr af mælkekar, smørkærner o.l. der viser, at der har været en stor besætning på Ladegården. Ligesom på slottet kneb det med vedligeholdelsen af Ladegården, og gennem årene blev forfaldet større og større.

Silkeborgskovene og kongens jagter

I 1500- og 1600-tallet var de udstrakte og vildtrige Silkeborgskove et yndet jagtområde for de skiftende danske konger og deres hof. Sideløbende med funktionen som administrationscentrum for Silkeborg Len kom Silkeborg Slot derfor også til at fungere som en eksklusiv jagtbolig i den øde og vildsomme natur. Foruden Silkeborg Slot havde kongen også mindre jagtboliger i Kragelund, Tvilum og Løgager, ligesom Øm Klosters bygninger også blev anvendt som jagtslot af Frederik II.

Jagtbyttet var alsidigt, men især vildsvinet var et eftertragtet bytte. I 1581 lod Frederik II derfor 21 vildsvin udsætte i de midtjyske skove for at fremme bestanden. Bønderne var ikke glade for denne form for vildtpleje, da vildsvinene ødelagde markerne, spiste tamsvinenes føde og formerede sig med de udsatte, tamme oldensvin, men de kunne intet gøre, da vildsvinet var forbeholdt de kongelige jagter.

I middelalderen og renaissancen var falken et statussymbol, og falkejagt var en dyr og eksklusiv sport, der var forbeholdt landets rigeste og fornemmeste personer. I denne jagt deltog også dronninger og fyrstelige personers damer. Frederik II var en ivrig falkejæger, og jagt med falke var et vigtigt indslag i kongens store jagter i Silkeborgskovene. Under jagten sad den afrettede falk på jægerens eller falkonerens læderbeskyttede arm med fjerprydet hætte over hovedet, og når et bytte viste sig, tog han hætten af, løsnede fuglens fodremme og kastede den op i luften. Falkene jagede parvis efter ”ædelvildt” som glente, hejre, trane og musvåge, eller enkeltvis efter småvildt som hare, kanin og agerhøne.

Også på Silkeborg afrettede man jagtfalke, og i forbindelse med forberedelserne til kongens ankomst til Silkeborg i 1633 blev der givet besked til slottet om at ”de unge falke som hans fyrstelige nåde prindsen har fået fra Norge, og som hans falkefængere har i varetægt og fordrer med lam, skal holdes rede”.

Silkeborgskovene var en del af den store ”Skanderborg Vildtbane”, der strakte sig fra Hald Slot nær Viborg i nord og næsten helt ned til Horsens fjord i syd. Den store vildtbane blev skabt ved kronens inddragelse af den katolske kirkes gods ved reformationen, hvorved  Frederik II kunne samle sit krongods i mægtige, sammenhængende arealer. Vildtbanen var forbeholdt de kongelige jagter, og var markeret med pæle, i begyndelsen lavet af træ, senere af sten. Bønderne blev pålagt at ”lemme” deres hunde, så de ikke kunne forstyrre vildtet – d.v.s. at hundens ene forben blev hugget af over knæet, så den ikke kunne løbe vildtet op. Krybskytteri var selvfølgelig stengt forbudt, og blev en adelsmand pågrebet i ulovlig jagt på en kongelig vildtbane, var der fængselsstraf. En person af ringere byrd fik øjnene stukket ud, eller blev hængt, og for at vise forbrydelsens alvorlige karakter, kunne der anbringes et gevir over galgen.

Silkeborg Slot og svenskekrigene

Under Svenskekrigene i 1600-tallet blev Silkeborg besat flere gange af fremmede tropper. I 1627-29 hærgede Wallensteins tropper slottet under Kejserkrigen, og i 1644-45 blev slottet plyndret af svenske tropper under Torstenssonkrigen. Under Karl Gustafkrigene i 1657-60, hvor de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter mod København, blev Silkeborg besat igen.

Svenskernes plyndringer og ødelæggelser var voldsomme, og blev begyndelsen på enden for Silkeborg Slot. Da svenskerne havde forladt slottet i 1645, lod kongen sin befalingsmand på Koldinghus, Mogens Bille, foretage et syn, der viste, at Silkeborg Slot var meget hårdt medtaget. Det Store Stenhus var fuldstændig ødelagt, og dele af hvælvingerne var faldet ned. De fleste tagsten manglede og det samme var tilfældet med døre, vinduer og indbo. Alt hvad der havde været af anvendelige metaller var også fjernet. Bygningerne i borggården havde lidt samme skæbne – murværk var faldet ned, døre og vinduer fjernet, gulve brækket op, og det meste inventar var stjålet. Trods de omfattende skader blev der kun foretaget de allermest nødvendige reparationer, for at lensmanden kunne bo på slottet, og Det Store Stenhus fik lov til at forfalde.

 Silkeborg Amt

Efter enevældens indførelse i 1660 blev Silkeborg Len omdannet til Silkeborg Amt, og da krigene

havde været dyre, skyldte Frederik III mange penge væk, bl.a. til den kongelige mundskjænk i Glückstadt, Christian Fischer, der gennem årene havde leveret store mængder vin til både Christian IV og Frederik III.

I 1664 blev Silkeborg Slot, ladegården med ager, eng og skov, med færgehus og det underliggende bøndergods, der var vurderet til 32.442 rigsdaler, overdraget til Christian Fischer, som betaling for nogle af lånene. Christian Fischer drev godset hårdt, og talrige retssager vidner om, at han udnyttede sine fæstebønder til det yderste. Efter Christian Fischers død i 1677 forblev Silkeborg i familien Fischers varetægt, først hos broderen Daniel Fischer, senere hos hans søn Christian Fischer til Allinggård.

I 1720 benyttede Frederik IV sig af en tilbagekøbsret, og Silkeborg blev købt tilbage for 31.867 rigsdaler. Slottet blev nu udlagt som underhold for en afdeling af Det Skanderborgske Rytterregiment, der omfattede 62 menige ryttere samt officerer, underofficerer og forskellige medhjælpere. Borggårdsområdet blev indrettet med barakker til rytterne, og officererne blev indlogeret i de eksisterende bygninger på borggården. Det Store Stenhus var ubeboeligt, og i 1726 blev de sidste rester af huset revet ned.

I soldaterbarakkerne gik tiden bl.a. med at holde udrustningen i orden, og med støbning af geværkugler af bly, der er fundet i stort tal på borggårdsområdet sammen med forskelligt blyaffald fra støbningen. Desuden er der fundet mange knapper og metalspænder fra uniformerne samt talrige fragmenter af soldaternes kridtpiber, der viser at skikken med at ryge tobak nu også var kommet til Silkeborg.

Omkring 1760 indledte Frederik V en reform af hæren, som førte til nedlæggelsen af rytterdistrikterne. Ved ryttergodssystemets ophør i 1767 blev Silkeborg Slot solgt som en hovedgård med tilliggende bøndergods på en stor offentlig auktion over Skanderborg Rytterdistrikts ejendomme. Køberen var ritmester H.N. Hoff, der nedrev borggårdens sidste bygninger, for at genanvende materialerne ved opførelsen af Silkeborg Hovedgård, der blev opført, hvor slottets gamle ladegård havde ligget.

I 1804 blev Hovedgården og de omfattende jordtilliggender købt af H.P. Ingerslev, der først og fremmest ønskede at udnytte tømmeret i de store skove. For at fremme transporten af tømmer og brænde væk fra Silkeborg, anlagde Ingerslev en enkel hestetræksti fra Silkeborg til Bjerringbro, men fredskovsforordningen af 1805, der i korte træk påbød, at ”hvor der nu er skov, skal der vedblive at være skov”, satte en stopper for Ingerslevs planer, og da Silkeborg Hovedgård ikke var rentabel som almindeligt landbrug, kom ejendommen på tvangsauktion i 1823, og blev igen overtaget af staten.

I 1844 forpagtede brødrene Christian og Michael Drewsen Hovedgården af staten for at etablere Silkeborg Papirfabrik nær ruinerne af det gamle Silkeborg Slot. Byggeriet af papirfabrikken kom hurtigt i gang, og store mængder sten fra slotsruinens fundamenter blev anvendt til opførelsen af fabrikken, der var produktionsdygtig allerede året efter. Da Michael Drewsen i 1847-48 opførte sin nye villa, blev der også anlagt et store haveanlæg mellem villaen og Langsøen, på arealerne, hvor Silkeborg Slot og den gamle slotshave tidligere havde ligget. I forbindelse med etableringen af haven, blev området grundigt planeret, og hermed forsvandt de sidste spor efter slottet.

 

 SILKEBORG SLOT  -  DE VIGTIGSTE ÅRSTAL OG BEGIVENHEDER :

1385              Erik Mus af adelsslægten Mus til Stenalt opfører den første borg ved Langsøen.

Ca. 1400       Silkeborg ejes af Laurids Hvas til Ormstrup, der har erhvervet ejendommen gennem sit ægteskab med Erik Mus’ datter           Thore.

1414              Thore skænker Silkeborg til biskop Bo Magnusen Porse i Århus, men da det sker uden ægtefællens accept, må bispen foreløbig lade sig nøje med løftet.

1418              Biskop Bo mageskifter med Alling Kloster og erhverver herved ”stedet som Silkeborg stander på”.

1436              Thore bekræfter på Gjern Herreds Ting overdragelsen af Silkeborg til bispestolen.

1439              Thores anden mand, Ove Ovesen Kaas, indsættes som bispens lensmand på Silkeborg.

1489              Stadig usikkerhed om ejendomsretten til Silkeborg Slots bygninger. Et dombrev fra Kong Hans siger ”at Siclheborg er dømt till Kircken”.

Ca. 1505       Det Store Stenhus opføres på Slotsholmen.

1532              ”Eendelig ende og beslutning” med Alling Kloster om bispestolens uomtvistelige ret til Silkeborg Slots grund efter 118 års usikkerhed om ejerskabet.

1536              Ved reformationen overgår alt bispegods til kongen, Christian III, og Silkeborg Slot bliver et kongeligt len.

1559              Frederik II krones og besøger ofte Silkeborg Slot.

1596              Christian IV krones og besøger ofte Silkeborg Slot.

1627-29         Slottet hærges af Wallensteins tropper under Kejserkrigen. Alle bygninger på slottet  lider stor skade.

1644-45         Slottet hærges igen af svenske tropper under Torstenssonkrigen. Slottet repareres kun nødtørftigt, så det kan beboes af lensmanden.

1650              Det Store Stenhus er ubeboeligt, og en del af bygningen er styrtet sammen.

1657-59         Slottet besættes igen af svenske tropper under Karl Gustafkrigene.

1660              Enevælden indføres af Frederik III, og Silkeborg Len omdannes til Silkeborg Amt.

1664              Silkeborg Slot med store tilliggender overdrages til kongens vinskjænk i Glückstadt, Christian Fischer, som betaling for lån, han havde ydet kronen.

1720              Silkeborg Slot købes tilbage af Frederik IV, der udlægger slottet som ”ryttergods”. Der indrettes rytterbarakker i en del af borggården.

1726              De sidste rester af Det Store Stenhus på Slotsholmen nedrives.

1767              Silkeborg sælges til ritmester H.N. Hoff, der nedriver slottets sidste bygninger. Materialerne genanvendes ved opførelsen af Silkeborg Hovedgård (nu Silkeborg Museum).

1804              H.P. Ingerslev køber Silkeborg Hovedgård.

1823              Efter en tvangsauktion overtages Silkeborg Hovedgård igen af Staten.

1844              Michael Drewsen etablerer Silkeborg Papirfabrik. Arealerne nord for papirfabrikken,

hvor Silkeborg Slot har ligget, indgår i Drewsens store haveanlæg.

1846              Silkeborg Handelsplads etableres og Silkeborg by opstår.

1880-82        Udgravning af Slotsholmen med Det Store Stenhus ved fabriksejer N.C. Strøyberg og J.B. Løffler.

1900              Silkeborg bliver købstad.

1923-24        Edv. Egeberg udgiver sit store trebindsværk om Silkeborg Slot.

1949-51         Nationalmuseet foretager omfattende udgravninger af Silkeborg Slot ved Ebbe C.

Norn.

1951              Silkeborg Kommune erhverver Slotsholmen og udlægger området som park.

1981              Prøvegravninger ved Silkeborg Museum efter tømmer til årringsdatering af slottets forskellige byggefaser.

2000             Silkeborg Papirfabrik lukker, og fabriksområdet omdannes til en helt ny bydel.

2004-05        Prøvegravninger ved  Århus Universitet og Silkeborg Museum. Det ældste Silkeborg dateres til 1385.

2008-09       Renovering af ruinerne af Silkeborg Slot påbegyndes. Parken udvides, og området med borggården inddrages i parkanlægget.