MenuMobil menu knap

Ridderlighed svøbt i stål

De er to unge mænd af den moderne tid, men rejser ofte tilbage til middelalderens ridderlighed. Iført autentiske rustninger og med teknikker hentet i fægtemanualer fra 1400-tallet formidler de, hvordan virkelighedens riddere kæmpede til døden.

Skrevet: 20.09.14 af: Tonie Yde Højrup

De puster, vrider sig og dirigerer hinanden, mens der breder sig en em af sved og fugtigt stål i det lille kontor ved Nyborg Slot på Fyn.

Der går en time, før anstrengelserne bærer frugt, og forvandlingen er total. To unge mænd af tiden har transformeret sig til to kampklare riddere i autentiske middelalderrustninger.

Den ene, den 26-årige middelalder- og renæssancearkæolog ved Nyborg Slot Mathias Schmidt Tryggedsson i en skinnende pladerustning fra ca. 1480. Den anden, den historiestuderende 25-årige Joakim Løvgren, i en blandingsrustning fra omkring år 1400 bestående af ringbrynje og pladerustning.

”Det tager godt en time at iføre sig middelalder tøj og rustning, fordi den skal bindes fast til tøjet, og det er helt logisk, at ridderne dengang havde væbnere, for det er umuligt selv at få den på. Min vejer 35 kilo, mens Joakims blandingsrustning er lidt tungere,” siger Mathias Tryggedsson.

“Neej, jeg skal tisse…Ridderne gjorde det nok bare i rustningen. Jeg holder mig.”

De bevæger sig ud fra kontoret, raslende, og Mathias længes et øjeblik efter en af den moderne tids bekvemmeligheder. En lynlås. ”Neeej, jeg skal tisse! Det betyder, at jeg skal have det meste af rustningen af igen. Ridderne gjorde det nok bare i rustningen. Jeg holder mig,” siger han og fortsætter sammen med sin ”modstander” Joakim ud foran Nyborg Slot, hvor de to riddere vil demonstrere deres kampkunst.

For det ser måske sejt og mandigt ud – og bunder i en drengedrøm om ridderlighed – med rustningerne og langsværdene, men der er alvor bag de to mænds fascination af middelalderkamp. De forsker i krigsførsel, rustninger og kampkunst fra middelalderen og ønsker at formidle den blodige del af historien så autentisk som muligt. Bl.a. via kampkunstopvisninger ved middelalderarrangementer rundt i landet.

De har således også optrådt med deres kampkunst ved ”Middelalderborge i Region Midtjyllands” formidlingsarrangement ”Middelalderkaravanen”, som netop har lagt vejen forbi fire af de i alt ti museer, der er med i projektet.

De har således studeret og trænet kampkunst efter middelalderens- og renæssancens fægtemestre, deriblandt den tyske Hans Talhoffer.

Teknikkerne har de lært sig i praksis bl.a. i den historiske fægteklub, Laurentiusgildet Nyborg, som Nyborg Slots museumsinspektør Claus F. Sørensen har været med til at etablere for at træne interesserede i middelalderens kampkunst, der betegnes som et et stykke glemt, dansk kulturhistorie.

”Der findes i alt syv Talhoffer-fægtebøger, hvoraf den ene fra 1459 findes på Det Kongelige Bibliotek, og derfor er tilgængelig for os. Den var både en manual til fægteteknikker, men tjente også som et slags krigsvåben-varekatalog, for også dengang var der et våbenkapløb. Derfor ændrede rustningerne sig også op gennem 1400-tallet,” siger Mathias Tryggedsson med henvisning til de rustninger, som de to bærer.

Joakims rustning dækker ham med et brynjeklæde fra top til tå, som man i starten af 1300-tallet mente, gav den bedste beskyttelse i kamp. Senere, mod slutningen af århundredet, udskiftede man brynjen med hærdet stålplader, der kunne modstå flere stik.

Mathias’ ”skræddersyede” version, som han har bestilt over nettet hos en leverandør, der kopierer middelalderens rustninger historisk korrekt, er i gotisk stil. Det kan man både se og mærke, for den er fyldt med skarpe, drabelige kanter – bl.a. med skarpe knojern.

Joakims har bløde kanter, også på hjelmen, der mest af alt ligner et fuglehoved af hærdet stål.

”Vi forsker begge i fægtekunst, rustninger og ridderlighed for at tilegne os så meget baggrundsviden som muligt. Det er vigtigt for os, at vi formidler det hele autentisk, for det er en videnskab,” siger Joakim Løvgren og tilføjer, at han ofte sidder og ryster på hovedet, når han ser moderne film eller tv-serier, der tager favntag om riddere.

Bl.a. HBO tv-serien ”Game of Thrones”, der begår flere historisk faktuelle brølere.

”Men også film som ”Braveheart” er helt galt i byen. F.eks. i måden, de rider på. Jeg har skrevet bachelor om krigsridning i middelalderen, og stort set alle film og serier i populærkulturen rammer forbi de teknikker, som en ridder til hest, der skulle kæmpe med en lanse, brugte i middelalderen. Ridningen i middelalderen var meget mere kompliceret, end hvad Hollywoodproduktioner gør den til. Der er bl.a. forskel på at tage tøjlerne i en hånd og så ride med en hånd,” siger Joakim Løvgren.

De to mænd giver sig til at slås foran Nyborg Slots røde mure for at demonstrere de fægteteknikker, som ridderne brugte.

Et halvsværds-slag med langsværdet, der kommer oppefra. Et, der kommer nedefra – og et, der går efter hovedet for at give modstanderen en knock out. Selv om det ser farligt ud, var det langt fra altid, at ridderne i middelalderen slogedes til døden.

“Det er vigtigt for os, at vi formidler det hele autentisk, for det er en videnskab”

F.eks. ridderturneringer, hvor ridderne red mod hinanden med lanser, havde kun sjældent en dødelige udgang, mens de såkaldte gudsretlige dueller havde. I en sådan duel var det – helt som begrebet antyder – Gud, der i sidste ende afgjorde, hvem der vandt. Duellerne blev udkæmpet mellem to adelige, der havde en twist. Den kunne bl.a bestå i, at nogle af stormændenes bønder havde begået noget krænkende eller kriminelt mod hinanden, og da det var en af stormændenes vigtigste opgaver at beskytte sine arbejdere, indtog de pladserne i duellen.

Ved gudsretlige dueller var der syv forhold eller anklager, der ud fra et verdsligt synspunkt medførte pligt og ret til at kæmpe: mord, forrædderi, troløshed imod sin herre, frihedsberøvelse, falskhed og voldtægt. I dansk kontekst kendes fejder, hvor stormænd/adelige forsvarer deres jord, ejendom og arbejdere.

”Datidens ridderlighed havde et æreskodeks, som jeg sagtens kan bruge. Der var en mandighed i det, som jeg gerne vil spejle mig i. Desuden blev den personlige frihed i senmiddelalderen bl.a. formuleret ved, at man havde ret til at agere, hvis man følte sig krænket. Det er en værdi, jeg kan bruge i min hverdag. Ikke at jeg udfordrer nogen til en drabelig duel, hvis jeg føler mig krænket, men det gør, at jeg holder på mine værdier og står fast på dem,” siger Mathias, hvorefter han – grundet et øjebliks uopmærksomhed –modtager et hårdt slag mod sin pladerustning fra Joakims langsværd.

Det giver en høj lyd, og Mathias koncentrerer sig igen om kampen og om at forsvare sine svage led. For sådan nogle havde ridderne flere af – bl.a. på baglårene og i håndfladerne, hvor stålpladerne måtte vige pladsen for bevægeligheden.

En illustration fra Meister Hans Talhoffers "Alte Armatur und Ringkunst" Thott 290 2º, der viser afvæbningsteknikker fra halvvsværdsgreb.

En illustration fra Meister Hans Talhoffers “Alte Armatur und Ringkunst” Thott 290 2º, der viser afvæbningsteknikker fra halvvsværdsgreb.

På denne illustration fra Meister Hans Talhoffers "Alte Armatur und Ringkunst" Thott 290 2º viser et angreb udført som et mortschlag.

Denne illustration fra Meister Hans Talhoffers “Alte Armatur und Ringkunst” Thott 290 2º viser et angreb udført som et mortschlag.

Sådan så opstillingen i følge Meister Hans Thalhofers "Alte Armatur und Ringkunst" Thott 290 2º til en gudretslig duel mellem to riddere ud. I arenaen har hver ridder medbragt sin fægtemester og en båre. Ridderne er adskilt ved brug af bannere.

Sådan så opstillingen i følge Meister Hans Thalhofers “Alte Armatur und Ringkunst” Thott 290 2º til en gudsretlig duel mellem to riddere ud. I arenaen har hver ridder medbragt sin fægtemester og en båre. Ridderne er adskilt ved brug af bannere.