MenuMobil menu knap
Ernst Stidsing med middelalderkraniet af en teenagepige i magasinet under Museum Østjylland. (Foto: Peter Helles Eriksen)

Magasin-graveren

Ernst Stidsing, forhistorisk arkæolog og museumsinspektør på Museum Østjylland.

Skrevet: 02.09.14 af:

Hvem mon hun var? Hvordan så hendes teenageliv ud, hvad tænkte hun på – og hvad døde hun af?

Spørgsmålene galopperer afsted på de indre frekvenser, da Ernst Stidsing med forsigtighed løfter et kranium op fra en af kasserne. Det er brunligt og ser ud, som om det smiler.

”Det var en teenagepige. Man kan se, at hun var teenager, fordi kraniesømmene ikke helt har fæstnet sig. Også tænderne er ret små, selv om de er slidte. I middelalderen var der mange sandkorn i melet, de bragte deres brød af, og som sled meget på tænderne,” siger den 61-årige Ernst Stidsing om kraniet, der er et af de ca. 700 skeletter fra middelalderen, som stammer fra en stor kirkegårdsudgravning i Tjærby øst for Randers.

Kun få af skeletterne er på museet som del af en udstilling om Tjærby, mens resten er sendt til Panum Instituttet.

Kraniet kom ikke med i udstillingen og har derfor fået en plads i en kasse i kælderen under Museum Østjylland med et nummer på, blandt de mere end 150.000 andre genstande fra jernalderen og op til nu, som museets kæmpelager – magasinet – gemmer på.

Her er alt fra potteskår, økser, lerkar, middelaldersværd – og til 1970er tøj.

Ernst Stidsing er som inspektør for et af de ti kulturhistoriske museer, der er del af projektet ”Middelalderborge i Midtjylland”, i fuld gang med at gå magasinet igennem for at se, om der er genstande, der kan bidrage til historien om regionens middelalderborge og borganlæg.
Et arbejde, som alle museerne skal igennem for at afprøve alle tænkelige metoder til at indsamle mere viden om middelalderborgene i regionen.

”Kraniet er ikke direkte relateret til projektet, men skeletterne fortæller os om livet i middelalderen. Hvordan de boede, hvad de spiste, hvordan deres sundhedstilstand var – og undertiden hvad de døde af. Vi kan også se på den måde, som de begravede deres døde, at de havde stor omsorg for hinanden, ligesom os. Mødre og børn blev begravet sammen, og vi har også fundet grave fra stenalderen, hvor små børn lå begravet på en svanevinge. Det er der meget poesi og omsorg i,” siger han.

“Vi forstår ikke til fulde vores egen historie, hvis vi ikke kender vores forhistorie.”

Ligesom størstedelen af de andre eksperter i middelalderborg-projektet har Ernst Stidsingværet fascineret af oldsager, siden han var barn.

Han opvoksede på landet og finkæmmede markerne for genstande og følte stor glæde, når han fandt en flintøkse. En entusiasme, der senere fik ham til at vælge forhistorisk arkæologi som hovedfag – og middelalder arkæologi som bifag, fordi han var draget af bl.a. borgene.

”Jeg har altid været fascineret af, hvordan forhistorien kan trække tråde op til vores egen historie. Og jeg er af den overbevisning, at vi ikke til fulde forstår vores egen historie, hvis vi ikke kender vores forhistorie.
Derfor er det vigtigt at forske i. Når man graver sig ned i middelalderen, opdager man f.eks., at de dengang brugte nogle ret komplicerede teknikker – bl.a. flere lag stål, når de lavede sværd, som vi ikke kan genskabe i dag. Det viser, at vores forfædre – i modsætning til det billede, vi ofte har – ikke var primitive,” fastslår han og hiver nu en mindre makaber, men dog drabelig genstand frem fra en aflang kasse.

Et langt middelaldersværd fra Tøstrup Sogn.

Gad vide, hvem der har kæmpet med det? Og mon ridderen, der ejede det, tabte slaget?

Læs mere på Museum Østjyllands hjemmeside