MenuMobil menu knap
Projektets stenhuggere arbejder på de fint tilhuggede vinduesrammer

Hvor lang tid tager det at bygge en middelalderborg?

En gruppe middelalderentusiaster har sat sig for at afprøve, hvor lang tid det tager at bygge en rigtig middelalderborg i fuld størrelse. Det foregår i et imponerende byggeprojekt i den franske region Yonne i Bourgogne, Frankrigs hjerte. Det er eksperimentel arkæologi på højt videnskabeligt niveau.

Skrevet: 22.12.14 af: Lene Mollerup

Alt på den rekonstruerede borg er bygget ved hjælp af de samme teknikker og materialer, der anvendtes i middelalderen. Holdet bag byggeprojektet startede i 1997, og nu 17 år efter er dele af ringmurene, hovedhuset og det store tårn opført. Der er afsat 25 år til at bygge borgen, og man kalkulerer med, at der i gennemsnit skal være 50 personer i gang på byggepladsen.

-®Gu+®delon (7)                                   -®Gu+®delon (9)

Kongelig borgarkitektur

Borgen har fået navnet Guédelon, og planen er at bygge en borg ud fra de arkitektoniske idéer, som den franske konge Philippe II Auguste (konge 1180-1223) udtænkte.

Det var Philippe Auguste, der standardiserede datidens militære borgarkitektur. Borge, der blev bygget efter denne konges principper, havde et centralt stenhus med en hal omgivet af aftrappede ringmure med runde flankeringstårne på hjørnerne. Et af tårnene var større og højere end de andre. Porten var beskyttet af to tvillingetårne, der var indbygget i ringmurene, mens en tør voldgrav omkransede fæstningsværket.

Byggeplads anno 1229

Mange forskellige værksteder og håndværkere arbejder side om side på Guédelon, og både stenhuggere, tømre, kalkbrændere, flisemagere, smede, kurve – og rebmagere er i sving.

-®Gu+®delon (24)                                              -®Cl+®ment Gu+®rard (55)

Alle byggematerialer findes lokal. Sandstenene hugges i eget stenbrud, mens egetømmer, sten, jord, sand og ler findes i omegnen. Byggematerialerne transporteres på hestevogne, og stiger, løftemaskiner, trædemøller, stilladser og teglovne fungerer som en historisk byggeplads anno 1229.

Åben byggeplads

Borgbyggeriet foregår som eksperimentel arkæologi med et bredt videnskabeligt sigte, og holdet bag projektet kalder byggeprocessen for ”en omvendt arkæologisk undersøgelse”. Byggepladsen fungerer som en slags friluftslaboratorium, åben og tilgængelig for arkæologer, kunsthistorikere, arkitekter, skolebørn og alle interesserede. Det er endda muligt at være med i projektet, og man kan søge om deltagelse i borgbyggeriet på projektets hjemmeside.

Byggeprojektet tiltrækker mange besøgende, og i 2013 besøgte 300.000 gæster stedet, heraf 60.000 skolebørn. Guédelon er for alvor ved at blive en af Frankrigs store turistattraktioner.

På projektets hjemmeside http://www.guedelon.fr kan du læse mere om det spændende borgbyggeri.

Moulin de Guédelon