MenuMobil menu knap
Skilte er formentlig stadig mest populære, når folk går ud i naturen for at få mere at vide om vores kulturarv.

Er du til skilte eller apps?

En ny undersøgelse vil afdække, om folk foretrækker at læse de opstillede informationsskilte på ruten, når de er ude og se et borganlæg i region Midtjylland – eller om de bruger en app for at få mere viden.

Skrevet: 20.11.14 af: Tonie Yde Højrup

100borge-appBruger du din mobiltelefon og en app som f.eks. 100 Borge til at få mere at vide om en middelalderborg eller et borganlæg? Eller foretrækker du at læse de opstillede skilte, der er på ruten, når du f.eks. bevæger dig ud i naturen for at se borganlæg som Niels Bugges Hald ved Viborg og Sallingholm ved Skive?

De spørgsmål har formidlings- og forskningsprojektet “Middelalderborge i Region Midtjylland” de seneste måneder stillet de besøgende ved voldstederne De Fem Halder i Viborg for at teste, hvordan de forskellige formidlingsmuligheder opfattes.

“Sigtet er at undersøge, hvilken formidling, folk får mest ud af. Om de foretrækker de tradtionelle skilte – og hvis ja, hvordan skal de så se ud, hvad skal de formidle – eller om de hellere vil bruge en app på deres mobiltelefon, der kan give dem informationer om voldstedet, når de står ved det,” siger museumsinspektør på Viborg Museum, Jesper Hjermind, der står bag projektets formidlingstest.

Digital middelalder

De besøgende kunne i testen vælge at klikke ind på Danmarks Borgcenters gratis- app 100 Borge, hvori der er samlet informationer og fascinerende historier om 100 af de mest interessante borge i Danmark, og via den læse om voldstederne på De Fem Halder. Eller de kunne besvare en række spørgsmål om de opstillede skilte på ruten.

Testen, der netop er afsluttet, fik 350 besvarelser omkring skiltene, mens den digitale historieformidling ikke synes at være slået rigtigt igennem, hvorfor antallet af besvarelser omkring appen var beskedne.

Derfor blev der efterfølgende lavet en fokusgruppe undersøgelse, hvor deltagerne skulle besvare yderligere spørgsmål om formidlingsformerne – og disse skal indgå sammen med de øvrige i en samlet konklusion, der ventes at ligge klar i en nær fremtid.

Læs mere på Viborg Museums hjemmeside